Månedsarkiv: december 2011

Send et rigtigt julekort på internettet

Screenshot fra www.julkortifarten.se.

Julen er hjerternes tid, og næstekærligheden blusser for alvor op hos de fleste ved juletid. Mens en udvalgt skare formentlig stadig skriver julekort til venner og familie, hører den gammeldags papirudgave af julekortet med håndskrift og frimærke sikkert mange fortiden til.

Det forsøger det svenske postvæsen, Posten, nu at lave om på. De har nemlig skruet tiden tilbage til 1910, hvor Sveriges første julekort med motiv blev sendt. Fra en ny hjemmeside kan man nu sende trykte julekort til sine nærmeste.

julkortifarten1

www.julkortifarten.se kan man køre en tur med videokamera i en gammel lade, der er indrettet ligesom scenerne på de oprindelige julekort, som blev designet af “nissemor” Jenny Nyström. Når man ser noget, man synes om, tager man et billede, indtaster tekst til for- og bagside af julekortet og sender det til en heldig modtager.

Oplevelsen er gratis, mens tjenesten for tryk og forsendelse koster 15 svenske kroner.

Idéen med gammeldags julekort kreeret på internettet skriver sig ind i den udbredte trend, der på engelsk kaldes customization – dvs. muligheden for at personliggøre snart sagt alt mellem himmel og jord. Masseproducerede, identiske produkter strider mod opfattelsen af, at den unikke og ‘hjemmelavede’ vare vægtes højere hos såvel afsender som modtager.

Kombineret med julestemning og gavehumør rammer Posten derfor en nerve hos folk. Indtil videre har knap 6.000 brugere ‘liket’ tiltaget på Facebook.

Premium refill-butik gør op med éngangsemballage

thesoapdispensary

Køb og smid væk-kulturen harmonerer dårligt med krisetider og spareiver – for slet ikke at tale om miljøvenligt forbrug og bæredygtighed. Den canadiske butik The Soap Dispensary gør op med idéen om, at indpakning kun kan bruges én gang, og har specialiseret sig i premium sæber og rengøringsprodukter i genanvendeligt emballage.

En af tidens store trends er netop et opgør med brug af unødvendigt materiale, der forurener miljøet. Velstillede forbrugere er ofte bevidste forbrugere, der ikke kun vil have produkter af luksuskvalitet, men også produkter, der går i tråd med en øget bevidsthed omkring varernes påvirkning af omgivelserne. Det er den type forbruger, The Soap Dispensary appellerer til.

Butikken, der åbnede i oktober, definerer sig selv som “en refill-butik, der specialiserer sig i premium husholdningssæber, rengøringsmidler og produkter til personlig pleje”. Sortimentet består af en lang række nedbrydelige og nænsomme sæber til børn, kæledyr og overfølsomme eller allergiske personer. De fleste af produkterne sælges desuden i storindkøbspakker og i genanvendelige flasker, der også kan købes i løs vægt i plastic eller glas.

thesoapdispensary1

Derudover kan kunderne deltage i en række workshops i butikken, der fx handler om at lave chokolade, støbe lys eller lave kasser ud af appelsinskræller. Arrangementerne er en måde at involvere kunderne på et endnu dybere plan ved fx at empower dem med idéer og viden til selv at gøre en forskel for miljøet eller ved at give dem mulighed for at socialisere omkring hyggelige aktiviteter med andre forbrugere med samme mindset.

For at sætte det hele lidt i perspektiv er det værd at tilføje, at USA ifølge den amerikanske miljøstyrelse EPA sidste år alene genererede 31 mio. tons plasticaffald, hvoraf kun otte procent blev genanvendt, så potentialet for yderligere genbrug er enormt.