Månedsarkiv: oktober 2010

Det hotteste legetøj til julen i år er ”cute, cheap and collectible”

Pillow-pets - børnenes foretrukne julegave i år? (Foto: Toys'R'Us)

Pillow-pets - børnenes foretrukne julegave i år? (Foto: Toys'R'Us)

Det hotteste legetøj under juletræerne i år er ”cute, cheap and collectible” ifølge listen over det hotteste legetøj til julen 2010 fra Toys’R’Us. Trenden er altså billigt og nuttet legetøj, og meget af det er objekter, man kan samle på.

Selvom det ventes, at i hvert fald amerikanske forældre og bedsteforældre ikke er helt så prisbevidste som i det hårde kriseår 2009, er det alligevel legetøj til rimelige priser, der kommer til at dominere. Sidste år var Zhu Zhu Pets, pibende legetøjshamstre på hjul (!), det store hit til en pris på små 10 dollar pr. stk.

I år tror mange på, at Pillow Pets – en slags tøjdyr, som kan laves om til puder – bliver favoritten. Pillow Pets er netop nuttet legetøj, som ikke koster alverden, og som fåes i mange varianter. Og så er det legetøj af basiskarakter som i de gode gamle dage.

Se her top 15-listen over hot legetøj fra Toys’R’Us:
 
Calico Critters Luxury Townhouse fra International Playthings til $79.99. To-etages fireværelses legehus til figurerne Calico Critters.

Cuponk fra Hasbro Inc. til $14.99. Et spil, hvor det gælder om at få en bold i et bæger.

Disney Princess & Me-dukker fra Jakks Pacific til $49.99. 46 cm høje Disney-prinsessedukker som Ariel og Belle.

Disney/Pixars “Toy Story 3″ Imaginext Tri-County Landfill fra Mattel’s Fisher-Price til $49.99. En legetøjslosseplads, som den kendes fra filmen Toy Story 3, og med figurer fra filmen.

Fast Lane Wild Fire RC fra Toys’R’Us til $89.99. 62 cm lang fjernstyret offroad-truck med rumlende motorlyde og ”flammer” fra udstødningsrøret.

Imaginext Bigfoot the Monster fra Fisher-Price. (Foto: Toys'R'Us)

Imaginext Bigfoot the Monster fra Fisher-Price. (Foto: Toys'R'Us)

Imaginext Bigfoot the Monster fra Fisher-Price til $109.99. Fjernstyret monster, som kan udføre over 80 handlinger og sige ord.
 
Leapster Explorer fra LeapFrog til $69.99. En elektronisk håndholdt lille skærm, bl.a. med touch screen-features, som rummer spil, film, aktiviteter og e-bøger til børn i alderen 4-9 år.

Loopz fra Mattel til $34.99. Elektronisk huskespil, hvor du hurtigere og hurtigere skal gentage bestemte håndbevægelser, som spillet genkender via bevægelsessensorer.

Minotaurus fra Lego Systems Inc. til $26.99. Et brætspil af legoklodser, hvor du skal finde vej til Minotaurus gennem legolabyrinten.

Leapster Explorer fra LeapFrog. (Foto: Toys'R'Us)

Leapster Explorer fra LeapFrog. (Foto: Toys'R'Us)

Monster High Cleo DeNile og Deuce Gorgon dukkesæt fra Mattel til $39.99. Teenage-monsterdukkerne Cleo DeNile og Deuce Gorgon er det sejeste par på Monster High.

Nerf N-Strike Stampede ECS fra Hasbro til $54.99. Kæmpe gevær, der skyder med legetøjsdartpile.

Pillow Pets fra Ontel Products Corp. til $19.99. Bløde bamser, der kan blive til puder.

Sing-a-ma-jigs fra Mattel til $12.99. Batteridrevne syngende plysdyr.

Squinkies Cupcake Surprise Bake Shop fra Blip Toys. (Foto: Toys'R'Us)

Squinkies Cupcake Surprise Bake Shop fra Blip Toys. (Foto: Toys'R'Us)

Squinkies Cupcake Surprise Bake Shop fra Blip Toys til $22.99. En dispenser, som spytter de små Squinkies-figurer ud, når man fodrer den med legetøjspenge. Åbnes dispenseren, fungerer den som en minislikbutik.

Tomica Hypercity Mega Station Set fra Tomy til $79.99. Fuldautomatisk togsæt med togbane, station og tog.

Modegiganter støtter nye talenter

Er modegiganter pludselig gået hen og blevet filantropiske? Designhuset Dolce Gabbana åbner op for nye designere, støtter dem og tager dem ind under deres vinger i en nyåbnet butik i Milano, og e-handelsgiganten ASOS hjælper designere med at indtage nye produktområder.

Dolce Gabbana som mentor

Dolce Gabbana har netop lanceret en ny platform til at vise nye designtalenters kollektioner. Første skridt er, at de har åbnet en ny butik i Milano, som de har døbt Spiga2. Her vil den populære designduo huse deres favorit up-and-coming-designtalenter, heriblandt danske Peter Jensen.

Dolce and Gabbana fortalte branchebladet WWD, at de ønskede at skabe et nyt specielt sted, et univers, som skulle være unikt i denne verden. De vil personligt håndplukke de nye designtalenter fra hele verden og tilbyde dem en fantastisk mulighed for at fremvise deres design i smukke omgivelser.

De udvalgte designere er dog ikke sikret en længere tidsperiode under Dolce Gabbanas vinger. Der lægges i stedet vægt på en konstant udskiftning for at sikre nyhedsværdien og for at give plads til sæsonernes nye “darlings”.

Dolce Gabbanas egen accessories-kollektion vil blive vist sammen med de forskellige designerkollektioner.

Modegiganten håber, at den nye butik vil blive et hjem for “unge generationer” og et sted, hvor traditioner møder fremtiden. 

ASOS hjælper friske designere

E-handelsgiganten ASOS [As Seen On Screen], som har over 10 års erfaring med at sælge mode på nettet og omsætter for over 223 mio. pund om året, har netop lanceret et initiativ til at hjælpe nye designere på vej.

ASOS.com vil gerne dele deres succes og erfaring via ASOS Inc. Det er et langsigtet projekt, som opfordrer nye såvel som etablerede designere til at udvikle deres eksisterende forretning ved at introducere nye produktlinjer. ASOS vil tage hånd om udviklingsprocessen for designerens nye produktlinjer gennem kollektionsprøver og produktion, uden at det vil påvirke den eksisterende forretning.

En af de første håbefulde designere på ASOS Inc er designeren Thomas Tait, som debuterer med at designe tasker ved hjælp af initiativet. Hans nye tasker vil blive vist i hans spring/summer 2011 modeshow.

Thomas fortæller, “da ASOS kontaktede mig, viste jeg, at jeg gerne ville arbejde med dem. Men jeg ville ikke lave noget, som lignede andre designsamarbejder. Jeg tror ikke, at min kollektion er parat til at inkludere en sub-kollektion, i hvert fald ikke endnu. Derfor var jeg utrolig glad for at høre om ASOS Inc-initiativet, fordi det netop hjælper mig og andre designere til at gå ind i en helt ny produktkategori. Samarbejdet med ASOS har givet mig mulighed for at udvikle og skabe et helt nyt produkt, som passer sammen med min eksisterende kollektion, mens det på samme tid giver mig mulighed for at lære om et nyt område af modeindustrien”.

Efter anden sæson vil ASOS Inc give designeren mulighed for at sælge deres nye produktlinje til forhandlere globalt. Designeren vil samtidig også blive tilbudt at overtage produktudviklingen og produktionen. ASOS kalder derfor initiativet “Inc”, som er en forkortelse af inkubator, hvilket i øvrigt også refererer til deres entreprenørrolle og selve ånden i virksomheden.

ASOS’ indkøbsdirektør Caren Downie fortæller, at der har været hårdt brug for initiativet i lang tid, fordi det har fleksibiliteten til at støtte designere på alle niveauer og giver en spændende mulighed for at ekspandere og skabe produktlinjer, som er uden for designeres normale rammer.

Om samarbejdet med Thomas Tait siger hun, at hun er begejstret for at arbejde med ham. “Hans arbejde indeholder en fantastisk æstetik, og han er virkelig fokuseret på den nye retning han går i. Kollektionen ser allerede fantastisk ud, så ASOS kan næsten ikke vente til, at taskerne kommer i butikken.”

Modeindustriens helte

I England har støtte til unge designere længe været praktiseret via såkaldte “modehelte” som Harold Tillman. Harold er bestyrelsesformand for The British Fashion Council og direktør for det populære tøjmærke Jaeger. Han er desuden også kendt for at have givet Paul Smith hans første job og nyligt for personligt at have doneret en mio. pund til et program hos London College of Fashion, som støtter ti talentfulde studerende hvert år.

Gad vide om trenden også kommer til Danmark? Der er sikkert mange unge spirende designtalenter, der ville ønske at komme under en dansk modegigants vinger. Selvfølgelig forudsat at giganten ikke vil styre designeren, men blot give hende/ham støtte og mulighed for at fremvise sit talent.

Mobiltelefoner guider brugerne rundt i shoppingcentre

Mobiltelefoner med netadgang bruges allerede i stort omfang til at guide brugerne rundt på gader og stræder, men så snart man træder ind i en bygning, er der risiko for at miste overblikket og skulle spørge forbipasserende om vej. Særligt i store bygninger som lufthavne, hospitaler, museer og shoppingcentre m.v. kan det være svært at finde vej.

Flere mindre virksomheder er derfor i gang med at udvikle applikationer med kort, der kan hjælpe brugerne inde i fx et shoppingcenter med at finde rundt – fra eksempelvis madtorvet til toilettet, eller sågar til et specifikt produkt.

- Det var min kones ide. Hun var gravid i sjette måned og kunne ikke finde toilettet, siger Sam G. Feur, leder af den New York-baserede virksomhed MindSmack til The New York Times.

MindSmack har udviklet applikationen FastMall, der giver brugerne en plantegning af det pågældende shoppingcenter. Heraf fremgår en oversigt over, hvilke butikker der er placeret hvor, ligesom også udgange, rulletrapper, toiletter og elevatorer er markerede. Desuden har FastMall en søgefunktion, der gør det muligt at søge efter en bestemt butik og efterfølgende få en rute kortlagt dertil. For at finde det nærmeste toilet skal brugeren blot ryste sin telefon, og en rute tegnes på skærmen.

Applikationen er selvfølgelig gratis og fungerer på iPhone, iPod Touch og iPad. Andre lignende applikationer – fx applikationen PointInside – fungerer også på Android-telefoner.

Nogle af udviklerne bag disse applikationer får kortene over det center, de udvikler den pågældende applikation til, fra centerledelsen, mens andre selv henter dem fra hjemmesider. I begge tilfælde opdaterer udvikleren kortet med manglende informationer og detaljer. Udvikler Ankit Agarwal, leder af virksomheden Micello (Californien), der har udviklet næsten 2.000 kort over amerikanske shoppingcentre, fortæller, at hans team kan rekonstruere en plan over et shoppingcenter på bare et par timer.

Udfordringen er, at centrene ændrer sig løbende i takt med, at butikker lukker og nye kommer til, og at udviklerne selvfølgelig ikke kan besøge centrene konstant for at holde sig opdaterede. Derfor støtter de sig til brugerne, der holder dem orienterede om, hvad der trænger til at blive opdateret.

Applikationerne opstår ofte ikke på initiativ fra centrene selv, men ifølge Dan Jasper, talsmand for Mall of America, der er det største center i USA med 520 butikker, er applikationerne et vigtigt værktøj til at skabe mere trafik og salg i centrene. Derfor arbejder man også i Mall of America på at udvikle sin egen applikation.

En anden virksomhed Aisle411 har dog samarbejdet med udvalgte detailkæder og lancerer i næste måned en applikation, der udvider servicen ved at hjælpe brugeren med at finde bestemte varer i en butik – fx capers i et supermarked. Ifølge Nathan Pettyjohn, leder af Aisle411, mister butikker masser af salg, fordi kunderne ikke kan finde det, de leder efter.

For de små udviklervirksomheder ligger der et stort potentiale i at samarbejde med centrene og gøre servicen til et marketinginstrument, centrene betaler for at få udviklet.

For centrene er servicen en oplagt vej til at integrere ny teknologi i de fysiske butiksrum – ikke mindst fordi det er vanskeligt at lave et traditionelt multichannel-setup i et center, hvor de enkelte butikker typisk er en del af en kæde, der har deres egen e-handelsdivision. På grund af denne struktur er det logistisk svært for et center at lave et deciceret e-handelssetup, der gør det muligt at købe alle varerne online. Til gengæld kan centrene med fordel tage udgangspunkt i en crosschannel-strategi, hvor man i stedet udnytter nettet og mobilen til at skabe mere salg og trafik i de fysiske butikker. Mobilapplikationerne med kort er netop et eksempel på, hvordan teknologien kan gøre det lettere at finde hen til de ting, man gerne vil købe.

Irma vandt prisen som årets mest tillidsvækkende danske detailkæde

Tillid er en af de vigtigste årsager til, at en detailkæde får succes. Irma kan nu bryste sig af at være Danmarks mest tillidsvækkende danske detailkæde.

I går uddelte Retail Institute Scandinavia sin Trust-pris til den detailkæde i Danmark, der nyder størst tillid fra sine kunder. Det skete på konferencen “Winning Retail Concepts”, der fandt sted på Arken og satte fokus på de vigtigste tendenser inden for detailhandel lige nu – blandt andet tilgængelighed, neuromarketing, e-handel og kundetillid.

Baggrunden for prisen er en metode til måling af Trust-faktoren i detailbranchen, udviklet af Retail Institute Scandinavia i samarbejde med virksomhedens internationale netværk, Ebeltoft Group. Op til prisuddelingen har Retail Institute Scandinavia således målt på danske detailkæder i ti forskellige brancher.

- Vi vil gerne sætte fokus på kundernes tillid til butikken, fordi tilliden er med til at opbygge præferencer, image og loyalitet. Hvis tilliden er stærk nok, oplever vi endda, at kunderne tager en detailkæde i forsvar, hvis den angribes af andre forbrugere, siger Henning Bahr, adm. direktør, Retail Institute Scandinavia og fortsætter: 

- Det kan tage mange år at opbygge et stærkt tillidsforhold til kunderne, og er det ikke stærkt nok, kan det lynhurtigt nedbrydes. Det et derfor ikke tilstrækkeligt for kæderne at arbejde med, hvilke faktorer der opbygger Trust. Det er vigtigt også at vide, hvad der nedbryder Trust.

Det blev Irma, der løb med prisen, og kæden kan dermed bryste sig af at være den kæde, der scorer højst på tillidsbarometret blandt kunder og besøgende.

Alfred Josefsen, administrerende direktør i Irma, tog imod prisen og fæstnede sig blandt andet ved, at den ikke bare byggede på en subjektiv vurdering af, hvem der fortjener at blive kåret som Danmarks mest tillidsvækkende kæde, men rent faktisk er et resultat af en større kvantitativ analyse af forbrugernes holdninger.

Udnævnelsen som Årets Trust-retailer kommer på et godt tidspunkt, for på søndag – d. 10.10.10 kl. 10.00 - åbner Irma op for onlinesalg af dagligvarer. I den forbindelse vurderer Alfred Josefsen, at Irma netop har en fordel ved at nyde en høj grad af tillid i forbrugernes mindset, fordi det netop kræver tillid til kæden, hvis forbrugerne skal lægge deres indkøbsvaner om og begynde at handle dagligvarer på nettet.

Du kan læse mere om Trust-analysen ved at klikke HER